I 1879 kom jernbanen til området, og der blev bygget en station.

Dette medførte i den forbindelse, at Bonnet by støt og roligt voksede op omkring denne.


Bonnet 1878-79, DJK Arkiv.


Uddrag fra bogen
Lemvigbanen 1879-1899-1999 af Ole-Chr. M. Plum
ISBN 87-87050-43-9
Udgivet af Dansk Jerenbane-Klub, 1999.

Bonnet

I udkanten af Ramme by skærer banen landevejen mellem Lomborg og Trans i niveau, og herefter drejer banen i en stor bue mod nord for igen at passere et landbrugsområde med spredt bebyggelse. Ved Bonnet drejer banen i en kurve mod øst, og midt i kurven ligger Bonnet station tæt ved skæringen med landevejen fra Ramme til Hove, 23,1 km. fra Vemb.

Bonnet station blev anlagt midt mellem landsbyerne Store Bonnet og Lille Bonnet, men snart opstod der en by med flere virksomheder omkring stationen. Møllen fra Nr. Nissum blev flyttet til Bonnet i 1896, og omkring århundredskiftet grundlagdes Bonnet maskinfabrik, der bl.a. specialiserede sig i sirupspumper, kværne samt fabrikation af tandhjul. Byen havde i 1920 ca. 120 indbyggere, og i 1960 var der ca. 250 indbyggere. I 1960'erne byggede Lemvigegnens Andels-Grovvareforening en stor betonsilo i forbindelse med etablering af en korn- og foderstofafdeling. Der anlagdes sidespor til kornlageret i 1974, men det er senere fjernet igen.


Bonnet okt. 1972
Foto: Ole-Chr. M. Plum


Stationens historie er omtrent den samme som i Ramme med pladsproblemer. Dertil kom problemer med forskellige stationsekspedienter, der enten ikke var egnede til også at holde krostue eller også forsøgte de at sælge gæstgivergården. VLTJ's oprindelige lille stationsbygning var - ligesom andre stationsbygninger - opført af dårlige materialer, og tilmed lå bygningen i Bonnet tilbagetrukket ved en 10 m. bred perron. For at rette op på alle disse forhold lod banen en helt ny stationsbygning opføre i 1896. Der opførtes flere private pakhuse på læssevejen syd for stationen, og i 1907 opførte banen sit eget pakhus øst for stationsbygningen.


Stationsbygningen blev moderniseret i 1965, og senere er stationsarealet blevet saneret for diverse pakhuse. Sidesporets østligste sporskifte blev fjernet i 1974, men er senere genetableret i forbindelse med ombygning af Bonnet til fjernstyret krydsningsstation. Allerede fra 1. juni 1970 var Bonnet driftsmæssigt overgået til ubetjent station. Fra 1. maj 1986 blev såvel jernbane- som postekspedition på Bonnet station lukket, men først i 1998 er det lykkedes VLTJ at sælge stationsbygningen. I 1993 anlagdes en ny perron med sf-sten, og til de ventende passagerer har banen opført et venteskur vest for stationsbygningen, hvor der tidligere var en retiradebygning.



Bonnet juli 1992
Foto: Ole-Chr. M. Plum


Bonnet 1999
Foto: Ole-Chr. M. Plum


Billeder og tekst på denne side gengives med tilladelse fra VLTJ og Dansk Jernbane-Klub.
www.jernbaneklub.dk